Lyngby Hovedgade 10C
2800 Lyngby
CVR: 32263267
Når medarbejderne skal engagere sig i firmaets strategi skal der mere end Powerpoint til
Kan man bruge bodypercussion og LEGO-klodser, når man skal arbejde sig frem til næste års strategiske mål. Ja – det kan man – og resultatet kan blive både konkret og brugbart, fortæller IT-chefen hos Lundbeck.
Hos Lundbeck er det blevet en tradition at samle medarbejderne en gang året, for at skabe sammenhold og for at sparke gang i næste års opgaver. Den store udfordring er at sammensætte en dag, der ikke bare er fyldt med langstrakte powerpointpræsentationer og tunge oplæg fra cheferne. Det må kunne gøres mere levende.
Men hvordan brygger man et program, så det både er underholdende, engagerer medarbejderne og skaber resultater, der reelt kan bruges til noget? Lundbeck gjorde som de har gjort de seneste tre år: Tog fat i Second Wave, der har specialiseret sig i at lave kick-off arrangementer for danske virksomheder.
Og dagen starter netop ikke med en powerpointpræsentation. I stedet bliver medarbejderne sparket – eller trommet – i gang af Lars Storck, der bl.a. er kendt som perkussionist i Zididada. Han kom ikke for at give koncert, men for at få deltagerne til at kaste sig ud i afrikanske rytmer og rytmiske råb på afrikanske sprog, de aldrig har talt før.
Den anderledes start på dagen har et helt bestemt formål forklarer Lundbecks CIO Claus Thomsen.
”Det er vigtigt at starte energifyldt og få brudt nogle barrierer. Det er det, Lars Storck kan. Han får folk til at turde noget nyt, og det er vigtigt for resten af dagen.”
Vi lever i en verden, der konstant forandres, og hvor alle virksomheder er i gang med digital transformation. Det kræver, at man tør – og kan – tænke anderledes.
Derfor kom dagens første faglige input meget passende fra Anette Prehn, der er forfatter til en hel stribe bøger om hjernens egenskaber. Her forklarede hun, hvordan man kan træne sin hjerne til at gå nye veje, når man forstår, at banerne i hjernen fungerer som en skovsti: Desto mere man bruger en given egenskab, desto bredere bliver stien og, desto bedre bliver man til at mestre opgaven.
Medarbejderne skulle ikke bare lytte, men selv bruge en hel del af dagen til at bidrage med deres eget input til, hvordan de forskellige afdelinger blev bedre til at arbejde med fokus på kunderne. Det sidste foregik med på en noget anderledes måde end normalt: Medarbejderne blev bedt om at bygge deres oplæg med LEGO.
”Når folk får LEGO i hænderne, kommer de til at samarbejde og tale om opgaverne på en helt anden måde. Det handler meget om, at alle er på samme niveau, når man pludselig står med legetøj mellem hænderne og resultatet er, at alle får en større forståelse,” forklarer Claus Thomsen.
Men der skal ikke bare leges. Det er vigtigt, at medarbejderne både bidrager men også får noget brugtbart med hjem fra dagen. Derfor bliver resultaterne fra de forskellige grupper tegnet som en stor frise. Det er ikke blot for at have noget sjovt at se på, men har en helt konkret funktion.
”Vi tager tegningerne med hjem og hænger dem op i hver afdeling. Det er en meget konkret måde at se om vi har nået de mål, vi satte os sidste år. For eksempel havde vi forskningsafdelingen et mål om at arbejde med Artificial Intelligence og Machine Learning i løbet af året.”
”Strategien bliver meget konkret, når man har det hængende på væggen og går forbi den hver dag. Og så kan jeg faktisk se, at vi reelt når op på at opfylde 80-90 procent af de mål, vi sætter os,” understreger Claus Thomsen.