Jeg kunne lægge ansvaret fra mig

Jeg kunne lægge ansvaret fra mig

Vant til store begivenheder

Helle Grevy Gotfredsen fra Bygma har flere gange haft ansvaret for store firma-begivenheder. ”Da vi valgte Second Wave, kunne jeg slappe af under arrangementet.”

Helle Grevy Gotfredsen er PA og CSR-ansvarlig i trælast- og byggematerialekæden Bygma og vant til at stå for store begivenheder, hvor alle medarbejdere eller hele ledelsen skal samles. Det er store events, hvor hun altid har følt, at hun skulle have et øje på hver en detalje, selv om hun hyrer et eksternt firma til at stå for logistikken. Men på den seneste tur til udlandet var oplevelsen anderledes. Her stod Second Wave for hele arrangementet, fra ide/koncept til eksekvering.

”Jeg har stort set kunnet lægge ansvaret fra mig,” fortæller Helle Grevy Gotfredsen.

”Jeg har arrangeret denne type events før, hvor jeg har kunnet give mindre ansvar fra mig. Men med Second Wave har jeg hele tiden haft en god fornemmelse med, at ansvaret primært lå hos dem. De er meget professionelle.”

Second Wave rådgav også om både location og sammensætning af programmet, og Helle Grevy Gotfredsen var glad for det input, hun fik op til arrangementet. Her foreslog Second Wave at medtage nogle elementer, som Bygma i første omgang troede, kunne undværes.

”Vi tog på en inspektionstur, hvor vi gennemgik forløbet. Det viste sig, at de elementer Second Wave foreslog både gav et godt flow og piftede det hele op, så det blev en oplevelse. De vidste ganske simpelt hvad de talte om – både den lokale agent og teamet i Danmark,” understreger Helle Grevy Gotfredsen.

Da vi valgte Second Wave, kunne jeg slappe af under arrangementet

Gode erfaringer

Bygma-kæden har tidligere benyttet sig af Second Wave, da de skulle arrangere firmafest for den danske koncerns ca. 1.200 medarbejdere. ”Årets fedeste fest” var en tak til medarbejderne for deres store bidrag til, at Bygma kunne præsentere et rekordflot resultat. Det var erfaringerne herfra, der gjorde, at man valgte Second Wave igen.

I år var turen kommet til direktørerne i Bygmas trælastforretninger, der er spredt over Danmark, Sverige, Island og Færøerne.

”Det går godt i byggebranchen, og vi har opnået nogle flotte resultater. Men vi ved godt, at det ofte betyder, at lederne har taget sig af mange store opgaver, tacklet store udfordringer, og undervejs lidt nogle afsavn. Derfor måtte turen gerne opfattes som en cadeau, selv om der er fokus på arbejde.”

Mere end klassisk konference-ophold

Dilemmaet var egentlig klassisk: Hvor skal man samle medarbejderne, hvis man gerne vil have professionelle rammer – mens man giver medarbejderne en oplevelse, de vil huske længe efter?

De fleste kollegaer har været på en uendelig række af konferencecentre, og selv om maden er god og faciliteterne i top, kan det nemt føles som endnu en arbejdsweekend væk fra familien.

”Vi bruger ofte konferencecentre, men denne gang ville vi gerne markere over for direktørerne, at de skal have stor tak for indsatsen. Det kræver et arrangement, der stikker ud fra normen,” siger Helle Grevy Gotfredsen. Derfor valgte man at lade turen gå til udlandet.

Fra strategi til vidensdeling og netværk

Når samtlige direktører er samlet, er det selvfølgelig også et arbejdsmøde, hvor man bl.a. gennemgår koncernens økonomi og strategi med indlæg fra stabsfunktionerne og direktionen. Det er her, man får virksomhedens ledere klædt på til en samlet vision.

Men efterfølgende er der også sat tid af til opbygning af de uformelle kontakter og til den vidensdeling, som er så vigtig. De unikke rammer og det utraditionelle program er med til at skabe en helt anden dynamik i gruppen, og det er blandt andet her, at Second Wave’s ekspertise kommer i spil.

”Det er de overraskelser og oplevelser, som starter de uformelle samtaler mellem kollegaerne og som gør, at man åbner op for hinanden undervejs. Det gør, at man får talt med nye mennesker, og kommer hjem fyldt med fornyet energi, friske indtryk og forbindelse til ”nye” kollegaer, man har lært at kende langt bedre,” forklarer Søren Nygaard-Andersen, der er direktør hos Second Wave.

Vi har samlet ét Bygma

Helle Grevy Gotfredsen er enig.

”Det er ved frokosten, under busturen og under slentreturen, at folk får opbygget en god relation til hinanden. Og så kan de slet ikke undgå at tale om de udfordringer, som de ofte deler på tværs af landet.

For ganske vist må turen gerne blive opfattet som en belønning af medarbejderne, men det drejer sig især om at styrke relationerne på tværs.

”Det er meget væsentligt for os, at vi signalerer ét samlet Bygma med de samme værdier og visioner. Vi gør meget for at samle organisationen, og en tur som den her bidrager virkeligt til at nå det mål,” fortæller Helle Grevy Gotfredsen.

Få mere inspiration

Vi bidrager med en stor vifte af kreative og faglige eksperter og specialister til at netop jeres arrangement, salgsmøde eller grupperejse bliver en succes, både i ind- og udland.