Lyngby Hovedgade 10C
2800 Lyngby
CVR: 32263267
3 inspiratorer mødes: Kan happiness-strategier og musik i kroppen skabe bedre relationer?
Alle taler om det: At disruption og digitalisering ændrer branche efter branche, og at vi derfor er nødt til at blive langt bedre til innovation, hvis danske virksomheder skal overleve.
Men innovation kræver, at vi bliver bedre til at lære ting og til at arbejde sammen på helt nye måder.
Det er lettere sagt end gjort, og kræver først og fremmest, at man er villig til at afprøve nye tankegange. Det er netop derfor, at vi har sat tre meget forskellige personligheder stævne: En percussionist, en fremtidsforsker – og en event- og rejsebureaudirektør.
Lars Storck er den syrede percussionist, med en fortid i Afrika og på Christiania, der har taget den på stop ned af Congofloden, spist abehjerner, undervist på Rytmisk musikkonservatorie i årtier og som stadig sætter rytmen i poporkesteret Zididada.
Louise Opprud Jakobsen er den grænsesøgende fremtidsforsker, der troede hun skulle være ingeniør, men som tog til Silicon Valley for at rådgive danske virksomheder om innovation. Her opdagede hun, at hjerneforskningen giver os helt ny viden om, hvordan vi arbejder bedre sammen.
Søren Nygaard-Andersen er den dynamiske event- og rejsebureaudirektør, som driver bureauet Second Wave. Han nåede at blive professionel fodboldspiller og har arbejdet i større internationale virksomheder indenfor salg og ledelse. Det meste af sit liv har han beskæftiget sig med at udvikle og eksekvere events, altid med fokus på at styrke motivation og relationer mellem mennesker.
Det kunne med andre ord næsten ikke være mere forskellige personligheder, der er samlet til en frokost og en tur til stranden – og selvom samtalen stikker af i alle retninger, så viser det sig at være styrken ved deres samarbejde. Men mere om det senere.
Den første halve time går med røverhistorier fra Louises tur til Buning Man-festival i Nevada, fra dengang Lars boede blandt pygmæer og fra Søren’s tid som professionel fodboldspiller og hans tid hos sportsgiganten Nike. Det er inspirerende at være vidne til og sjovt, hvor mange ligheder de egentligt har sammen. Men det lykkes at få samtalen tilbage på sporet – til det, de alle tre arbejder med i dag: Hvordan man får mennesker og arbejdspladser til at fungere bedre. Hvordan man skaber relationer. Og hvordan man skaber innovation.
Louise trækker i stort omfang på den viden hun har hentet i Californien, som hun omsætter i hendes virksomhed New Ways of Working der hjælper firmaer med digital innovation.
”Da jeg besøgte Facebook og Google, opdagede jeg, at de har det til fælles, at de har ”happiness-strategier.” Det er i sig selv ret tænkevækkende: Hvordan kan det være, at verdens tungeste ingeniør-virksomheder har lykke-strategier, spørger hun retorisk.
”I Google analyserede man 180 teams for at finde frem til, hvad der var afgørende for et holds succes. Det viste sig overraskende nok ikke at være særligt afgørende, hvordan teamet var sammensat eller om de havde en stærk leder. I stedet fandt man ud af, at det afgørende var, om gruppens medlemmer følte sig psykologisk trygge.”
”Hos Google er man derfor fortsat med at udforske og kvantificere hele den del af HR-siden. Man ved eksempeltvist fra Harvard University forskning, at når man er glad så er man 300 % mere innovativ og 31 % mere effektiv. Ud over det så ved man nu også hvad sport og motion betyder for kreativitet – og hvordan du er 60 % mere kreativ når du går end når du sidder stille” fortæller Louise Opprud Jakobsen.
Lars Storck nikker genkendende. Han er ofte ude og lave kick-off arrangementer i firmaer eller til events, hvor han skal overbevise kontorfolk om, at de har rytmesans og, at de skal give den fuld skrue med råb, bodypercussion og dans foran andre. Det er grænseoverskridende for de fleste.
”Jeg har altid arbejdet med folks frygt. Den skaber lammelse. Folk tænker: Hvad er jeg ikke god nok til? Hvad synes de andre?”
Lars’ metode er netop at kaste folk ud i noget uventet. Han får ofte flere hundrede mennesker til at kaste sig ud i en kombination af klap, stemme, trin og højlydte råb på sprog, de ikke selv forstår. Afgørende er også, at der ikke en reference til noget eller en sjangre, så de ikke kan måle sig op mod hvordan det burde være.
”Du kan ikke pille dårligt selvværd ud af folk, men du kan godt gøre dem bedre ved, at de via deres eget sanseapparat oplever – wow – her gav jeg slip, og var ligeglad med de andre, og det gik godt. Den eneste måde er ved at slippe frygten. Hvis du kan skabe de situationer, hvor frygten forsvinder, så har du flyttet dem.”
Det skridt kan være afgørende for virksomheden, fordi erhvervslivet netop har brug for folk, der tør gøre noget nyt. Noget som måske kan gå galt.
”Det essentielle er, at man fjerner frygt. Der er ikke nogen opfindere, der har opfundet noget uden at begå fejl,” siger Lars Storck.
”Det drejer sig også om, at der kommer nogen og giver dig et klap på skulderen,” supplerer Søren Nygaard-Andersen. Mange år i sportsverdenen – hvor han både har været professionel fodboldspiller og trænet ungdomshold – har givet ham en indsigt i, hvad der motiverer mennesker.
”Der er rigtig mange ligheder mellem erhvervslivet og den professionelle sportsverden. I sportens verden ved man, hvilke mekanismer der virker og, hvad der skal til for at få et hold til at fungere. En klar strategi og et klart defineret værdisæt er en forudsætning. Og ved at acceptere hinandens styrker og udviklingsområder, kan der skabes utrolige resultater. Men i erhvervslivet, der holder man mere på kortene.”
”Der skal gives ros, når der er udvikling eller, når man bare gør det godt – bedre end forventet. Ris, hvis det er noget skidt der leveres, og når man ved, at det kan gøres bedre. Det eneste man ikke må, er at ignorere folk,” fortsætter Søren.
”Det giver den værste form for frygt, fordi folk ikke ved, om de gør det godt og ikke har noget at navigere efter. Alligevel ser man ofte, at ledere glemmer at give den ærlige respons. I værste fald kan det være en af årsagerne til at folk går ned med stress”
Louise understreger, at det er mere påkrævet end nogensinde for for danske virksomheder at genopfinde sig selv.
”Dansk erhvervsliv har brug folk, som tør løbe en risiko og som tør være kreative. Når kunstig intelligens overtager store dele af vores arbejdsopgaver, så skal vi løse opgaver, der kræver kreativitet og et entreprenant mindset. Du skal turde blotte dig og gøre noget, du ikke har erfaring med. ”
Hun peger også på, at virksomhederne skal nedbryde de faglige siloer. Ikke bare på papiret – men helt konkret.
”De mest radikale udviklingslaboratorier er tværfaglige og sammensat af gale videnskabsfolk, forretningsgenier og designere. Det giver en anden tankegang og præcis den har vi brug for, den der udfordrer vores vanetænkning inden for egen metier. Opsøg noget du ikke har prøvet før, noget nyt, nogle andre discipliner – og vær nysgerrig frem for alt. Det er måske kernekompetencen i det 21. århundrede”
Søren Nygaard-Andersen arrangerer løbende motivationsrejser for virksomheder, der vil have medarbejdere eller kunder ud og opleve nye ting. Det kan være fagligt, kulturelt eller vidensmæssigt. Han oplever, at virksomhederne i dag tør mere end tidligere. Men trods det, skal værdien kunne dokumenteres i de aktiviteter, der udvikles.
”Virksomhederne er i dag meget mere bevidste om, at den investering de laver, skal kaste noget af sig. Er det en intern relateret aktivitet, er der fokus på arbejdsglæde og motivation og, det er også det der evalueres på. Er det en ekstern relateret aktivitet, er der fokus på styrkelse af relationer og dermed øget bundlinje. De skal kunne se en ROI, hvis der skal bruges ressourcer på at styrke relationerne.”
”Det kan være svært at dokumentere i tal, men vi kan se, at det virker, uanset om det er IT-folk, der cykler sammen i seks måneder eller om det er en flok sælgere, der skal ud at rejse som belønning for den gode indsats, så har det stor værdi. Når folk overskrider nogle grænser eller oplever noget nyt og spændende, som giver dem en fælles reference og skaber nogle bånd og en fælles forståelse, som har ualmindelig stor værdi, når man senere skal arbejde sammen i dagligdagen,” forklarer Søren Nygaard-Andersen.
Debatten fortsætter mellem de tre, og mens holdet tager en tur til stranden bevæger debatten sig i alle mulige retninger. Louise fortæller om den seneste forskning i Nootropics – stoffer som kan bruges til at forbedre hjernens evner til fx koncentration. Lars fortæller, at nye eksperimenter med mikrodosering af LSD har vist, at det kan erstatte lykkepiller – uden de bivirkninger, man normalt kender.
Men én ting nåede vi slet ikke at høre om: Hvordan tager man den egentlig ned af Congo-floden på tommelfingeren. Og – hvor farligt er det egentlig? Det må blive næste gang.