Lyngby Hovedgade 10C
2800 Lyngby
CVR: 32263267
1000 medarbejdere i Madrid for at blive “Better Together”
”Som enkeltpersoner, kan vi stort set ikke udrette noget. For at skabe resultater for vore kunder er vi nødt til at arbejde i teams og trække på hinanden på tværs af organisationen. Derfor skal vi have skabt en fælles kultur i firmaet – et sammenhold.”
Det var den klokkeklare mission for CEO Carsten Boje Møller fra Visma Consulting, da han var med til at samle samtlige 1000 medarbejdere på en tredages konference i Madrid i foråret.
”Vi er et hus fyldt med specialister, og det er når vi sætter den viden sammen, at vi kan skabe løsninger. Derfor er det helt afgørende, at vi arbejder godt sammen på tværs af organisationen,” uddyber Carsten Boje Møller.
Visma har en stribe gode grunde til at bruge ressourcer på at skabe en fælles holdånd.
”Vi har kontorer i fem forskellige lande i otte forskellige byer. Alene kulturforskellen mellem Finland, Litauen og Danmark kan være ret stor. Derudover sidder mange af vore specialister ude hos kunderne, mens de skaber løsninger for dem. Det betyder, at vi sjældent er sammen.”
”Det betyder, at vores mange medarbejdere sjældent har lejlighed til at mødes, men også, at der nemt opstår forskellige kulturer i de forskellige lande og på de forskellige kontorer. Samtidigt har vi i de sidste par år opkøbt et større antal virksomheder, hvor vi skal integrere helt nye medarbejdere i den samlede koncern.”
”Det er helt essentielt, at vi kender de andre og formår at arbejde sammen på tværs uanset, hvor de andre befinder sig rent fysisk.” siger Carsten Boje Møller.
Visma bestemte sig derfor for at samle medarbejderne til en tredages konference i Madrid.
”I nogle firmaer taler man om skabe et godt miljø med sækkestole eller at belønne medarbejderne med lidt ekstra overtidsbetaling. Jeg har hele tiden sagt, at vi skal samle folk om vores faglighed. Det er limen, der skal binde os sammen,” understreger Carsten Boje Møller.
Visma’s CTO Finn Uldum, har siddet for bordenden af hele den praktiske og indholdsmæssige planlægning af Madrid-konferencen.
”Planlægningen af en event af den her størrelse, står på i ca. 2½ år,” forklarer han. Det skyldes både, at der skal koordineres på tværs af fem lande, men også, at vi lægger vægt på at have et meget højt niveau – hele vejen igennem. Det kræver fokus på alle detaljer.”
”Det er vores erfaring, at hvis vi skal samle vore medarbejdere om noget teambuilding, så forventer de et højt fagligt niveau. Vidensdeling på det niveau kan godt være med til at binde folk sammen. Så niveauet af talere er virkeligt højt på de konferencer vi laver.” siger Finn Uldum.
Som samlende tema for indholdet på konferencen brugte man overskriften ”Better Together.” Det opsummerede både formålet med turen og en stor del af indholdet.
Begge de to topchefer understreger, at turen også var en belønning til medarbejderne og derfor en tur man skulle kunne huske. Derfor var det indlagt en gallafest undervejs med en dresscode på højt niveau. Sammen med det flotte setup, den sydlandske stemning og det store antal deltagere løftede det festen til en stor oplevelse.
Med alle de mange krav til arrangementet, var det også brug for en stærk samarbejdspartner, som kunne løfte den enorme logistikopgave og samtidigt være sparringspartnere på opbygningen.
Her faldt valget på Second Wave, som tidligere havde hjulpet med til at lave en lignende – men noget mindre konference i Paris.
”Second Wave er stærke når det gælder iderigdom, men excellerer i helt ekstrem grad, når det kommer til at eksekvere. De sørgede for, at 1000 deltagere ankom fra fem forskellige lande på både rutefly og chartrede fly inden for få timer. Ikke en eneste reservation eller billet var der problemer med. Det er næsten uhørt,” mener Finn Uldum.
Grundlæggende stod Visma selv for alt det faglige indhold, mens Second Wave sørgede for hele logistikken lige fra fly og hoteller til konferencecenter, afvikling af programmet samt gallafest. For at sikre konferencens kvalitet, var der tilknyttet en producer, der både sørgede for en problemfri afvikling undervejs.
”Et lille – men ret sigende eksempel – var det, at det lykkedes at flytte tæt ved 1000 mennesker ud i 60 busser på kun 15 minutter. Det kunne kun lade sig gøre, fordi Second Wave havde holdt flere møder med busfirmaet, havde insisteret på ensfarvede busser, og sørgede for virkeligt mange guides, så alt kørte som smurt. Det var virkeligt imponerende.”
”Folkene fra Second Wave er meget omhyggelige, og bliver ved til alle detaljer er på plads. De finder de rigtige hoteller, restauranter og medbringer deres egne eksperter. De er vore makkere, som vi arbejder virkeligt tæt sammen med, når det står på,” fastslår Finn Uldum.
Men en ting er selvfølgelig, at arrangementet kørte som planlagt. Det er stadig en pænt stor investering at samle så mange medarbejdere og flyve dem til Madrid.
Men CEO Carsten Boje Møller, der ofte rejser rundt mellem de Visma i de fem lande, er ikke i tvivl om værdien. Han kan decideret føle forskellen.
”Jeg kan klart mærke, at det har haft en impact i den måde, jeg bliver hilst på, når jeg kommer rundt i de andre lande. Jeg er best-buddy, og har fået en personlig relation med kollegaerne. Madrid-turen er et kæmpe samtaleemne, og har givet den helt rigtige energi.”
”Det helt afgørende er, at jeg kan mærke, at folk nemmere rækker ud til hinanden på tværs af organisationen. Personligt synes jeg, det er hele investeringen værd.”
Finn Uldum regner med, at den næste konference finder sted i 2021, og det første planlægningsmøde er allerede sat i kalenderen.
Men endnu er det ikke afgjort, om Visma Consulting skal samle medarbejderne igen.
”Vi udgør kun en af de tre divisioner, der findes i Visma. Det seneste vi har hørt er, at de andre divisioner er begyndt at overveje noget lignende, så måske skal vi først finde ud af, om vi skal lave noget på tværs.”
”Så bliver det for alvor en stor konference, for samlet er vi over 6.000 medarbejdere,” smiler Carsten Boje Møller, og ser ud som om han glæder sig til udfordringen.